Av Karen Jespersen, Publisert i Berlingske Tidende 9. august 2006
Der kan ske terror i alle lande. Men risikoen er størst i et land som Storbritannien, der har bygget sin udlændingepolitik på en illusion om det multikulturelle samfund.
Meget tyder på, at det er unge muslimer født og opvoksede i Storbritannien, der står bag planerne om de massive terrorangreb, som netop er blevet afværget i London. Sådanne terrorister findes efterhånden over alt i den vestlige verden. Men risikoen for terror er større i Storbritannien end i så mange andre lande. Illusionen om det multikulturelle samfund, der har været særlig stærk i Storbritannien, har givet grobund for ekstremisme og skadet integrationen.
Adskillige islamister, det vil sige radikale muslimer, har gennem årene fået asyl og opholdstilladelse i Storbritannien takket være en lempelig asylpolitik. Samtidig er der blevet set gennem fingre med, at mange af dem, der har fået afslag på asyl, er blevet i landet. Og kontrollen med de mange rabiate islamister, der efterhånden havde slået sin ned i Storbritannien, har været ret lemfældig.
En af dem, Abu-Hamza, var således i mange år imam ved den berygtede moské i Finsbury Park i London. Allerede i 1999 afslørede han en plan om at sprænge militære og civile fly i luften for at bekæmpe det ”vestlige monopol på himmelrummet”. Alligevel fik manden britisk statsborgerskab, ingen bad ham moderere sit sprog og først sent blev der grebet ind over for aktiviteterne i Finsbury Park. For nogle måneder siden blev Abu-Hamza idømt 7 års fængsel for opfordring og hjælp til terror - men han blev først arresteret efter en anmodning om udlevering fra USA.
Adskillige andre internationalt berygtede islamistiske grupperinger, personer og medier har i dag base i Storbritannien. Og resultatet er tilsyneladende derefter: Ifølge en britisk regeringsrapport, er der i dag én procent ud af Storbritanniens 1,6 millioner muslimer, der er involveret i eller aktivt støtter terroristaktiviteter, To procent siger i en meningsmåling, at de ville være stolte, hvis et familiemedlem var medlem af Al-Qaeda, mens 13 procent betragter terrorister som martyrer. Hver fjerde britiske muslim efter terrorbomberne den 7. juli sidste år, at de havde en vis sympati for gerningsmændenes følelser og motiver.
Det er altså ikke uden grund, at London i dag bliver kaldt ”Londonistan”, den europæiske terrorismes centrum.
Men problemet er langt bredere. Islamisterne begrænser sig nemlig ikke kun til dem, der bruger terror som våben. Islamisterne udgør en bredere gruppe, der anvender forskellige metoder for at nå det samme mål: En totalitær, islamisk stat, der bygger på Koranens ”lov”, shariaen. Som et først skridt arbejder islamisterne målbevidst på at skabe parallelsamfund, der skal reguleres af shariaen. Ifølge rapporten ”Islam in Britain” er der tale om en betragtelig islamisering af det britiske samfund for eksempel med parallelle ”domstole”, hvor der i områder domineret af muslimer, dømmes efter shariaen især i sager vedrørende ægteskaber.
Denne islamisering kan kun lade sig gøre, fordi en stor del af muslimerne har et forhold til islam, der giver en distanceret eller direkte negativ holdning til det britiske samfund. I en måling sagde 32 procent af de britiske muslimer, at det vestlige samfund er dekadent og umoralsk, og at muslimer bør gøre en ende på det (med fredelige midler). Under halvdelen følte sig stærkt knyttede til Storbritannien. Ligeledes mente under halvdelen, at der ikke var en alvorlig modsætning mellem islamiske værdier og britiske værdier.
Dette præger omvendt briternes holdning i forskellige målinger. Et stort flertal af dem mente, at den muslimske befolkning ønsker at adskille sig fra resten af samfundet i stedet for at tilegne sig det britiske samfunds livsform og skikke. Ligeledes havde det store flertal oplevelsen af, at den muslimske befolkning præges af en stadig stærkere islamistisk identitet, og de forventede øgede spændinger i samfundet.
Forklaringen på denne voldsomme etniske og kulturelle opsplitning skal først og fremmest findes i illusionen om det multikulturelle samfund, der især har været dyrket af den britiske elite af politikere og andre beslutningstagere – herunder Tony Blairs regering. Forestillingen om et multikulturelt samfund, hvor alle befolkningsgrupper lever i harmoni med hver deres kultur, har betydet, at man ikke har stået fast på de vestlige frihedsværdier som forudsætning for integration. Regeringen har tværtimod været præget af stor imødekommenhed over for islamistiske kræfter. Eksempelvis fremlagde den efter pres fra islamister forslag til en kraftig stramning af blasfemilovgivningen, der kun ved en tilfældighed ikke blev til noget. Og regeringen samarbejder også med muslimske ledere, der arbejder for en islamisk stat, som for eksempel den indflydelsesrige islamist Tariq Ramadan.
Når britiske politikere og meningsdannere er selvfornægtende og nedvurderende i forhold til egne frihedsværdier, er det nemt at forstå, hvorfor brede grupper af muslimske er mere modtagelige over for islamisterne, der er stolte af deres værdier og udfarende i forsøgene på at påvirke andre muslimer. Konsekvensen er en stærk opsplitning i samfundet og modsætning mellem befolkningsgrupper. En opsplitning der fastholder og forstærke en negativ eller direkte fjendtlig holdning til det britiske samfund, som så igen skaber grobund for mere ekstreme holdninger.
Nogle vil måske være skeptiske og mene, at denne karakteristik er overdrevet. I så fald bør de lytte til forhenværende indenrigsminister Davis Blunkett, der har været en af de tungeste ministre i Tony Blairs regeringstid: ”Vi forstod simpelthen ikke, at de (islamisterne) ikke kun var anti-vestlige, men også levede på en anden planet, og det er det stadig mange, der ikke forstår. De er på en mission, som har taget dem uden for alt, en mission om fuldstændig at ødelægge vores måde at leve på.”
Den multikulturelle drøm er bristet.
|