|
Af HELLE LYKKE NIELSEN lektor og ph.d., Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Må en muslimsk mand slå sin hustru? Og i givet fald, hvornår og hvordan? Det diskuteres nu i den islamiske verden, hvor debatprogrammer og underholdnings-serier i tv har stor indflydelse på den offentlige mening. I den senere tid har der været en del debat i arabiske medier om, hvorvidt man må slå sin kone. Forskellige mere eller mindre betydningsfulde sheiker og imamer har diskuteret sagen offentligt i aviser og på tv, foranlediget af to større sager, der har givet genlyd blandt både europæiske og mellemøstlige muslimer:
I januar i år blev en egyptisk-født imam for moskeen i den spanske by Fuengirola på Costa del Sol idømt 15 måneders betinget fængsel og en bøde på 2.160 euro ved en spansk domstol for at have skrevet, at man godt må slå sin hustru under bestemte betingelser. Og i april blev en kendt saudisk tv-vært slået og lemlæstet voldsomt af sin mand, der siden hævdede at han blot havde løst en ægteskablig konflikt på islamisk vis.
Tv-værten valgte imidlertid at offentliggøre billeder af sit forslåede ansigt og siden lade sig interviewe på tv om overfaldet, og det førte til, at manden blev arresteret og idømt seks måneders fængsel og 300 piskeslag. Begge sager satte hustruvold på dagsordenen og affødte en længere diskussion om, hvorvidt man kan retfærdiggøre brug af fysisk magt over for kvinder med henvisning til islam.
Må muslimer slå deres koner? Skal man tro de gode sheiker og imamer, der har blandet sig i debatten, er svaret ja. De henviser samstemmende til kapitel 4, vers 34 i koranen der lyder: »Mænd er beskyttere af kvinder, fordi Gud har givet den ene mere (styrke) end den anden, og fordi de støtter dem af deres midler. Derfor adlyder de retskafne kvinder hengivent (deres mand) og bevarer i (hans) fravær det, Gud ønsker skal bevares. Og de (kvinder), som I frygter (vil udvise) manglende loyalitet og dårlig opførsel, forman dem (først), nægt (derefter) at dele seng med dem og slå dem (til sidst). Men hvis de adlyder, så brug ikke midler imod dem.« (min oversættelse).
Ifølge koranen må man altså godt slå sin kone, hvis hun er illoyal eller ikke opfører sig ordentligt. Hun skal dog først formanes og siden forvises fra ægtesengen, og kun hvis dette ikke hjælper, kan fysisk afstraffelse komme på tale.
Ingen blå mærker
Men inden man nu forfalder til at tro, at islam uden videre opfordrer til hustruvold, skal man huske at inddrage en række forudsætninger, der er knyttet til selve handlingen. De er ifølge imamerne at finde i sharia-lovgivningens retningslinier og angår, hvor og hvordan man må slå, samt hvilke redskaber man må bruge.
Det havde den dømte imam fra Fuengirola da også medtaget i sin fremstilling af sagen, for han anførte f.eks., at man først skal prøve at forliges, evt. gennem andre familiemedlemmers hjælp, at det »aldrig må ske i overdreven, blind vrede, så man undgår at skade (kvinden) alvorligt;« at »det er forbudt at slå hende på følsomme dele af kroppen, så som ansigt, bryst, mave og hoved, men at hun i stedet skal slås på arme og ben;« at det skal ske ved brug af »en kæp, der ikke må være hård, men bøjelig og let, så der ikke kommer sår, ar eller blå mærker;« og at slagene ikke må kunne høres. Men selv om dette ligger ganske i forlængelse af den islamiske sharia-lovgivnings anvisninger, mente den spanske dommer alligevel, at der var tale om en overtrædelse af den spanske straffelov og af kvinders grundlovssikrede rettigheder, og at hans udsagn derfor var strafbare.
Lempelige fortolkninger
Nu er det ikke alle imamer og sheiker, der fortolker koranens og sharia-lovgivningens foreskrifter for, hvornår og hvordan hustruer skal afstraffes, lige bogstaveligt. Flere af dem henviser til andre skriftsteder fra Koranen eller den øvrige religiøse litteratur, der beskriver en mere lempelig fortolkning af mandens ret til at afstraffe hustruen. En af dem, sheik Yusuf al-Qaradhawi, anfører f.eks., at gode og ærlige muslimske mænd ikke slår deres koner, og at fysisk afstraffelse kun må ske i yderste nødstilfælde, hvis en hustru gør oprør mod sin mand. Og det må hverken foregå med pisk, stav eller stok, men snarere, hvis det endelig skal være, med en miswak, en lille kvist, der bruges til at rense tænder med. Qaradhawi understreger også, at det ikke er hensigtsmæssigt at slå i alle situationer, for »der er kvinder, som ikke kan acceptere at blive slået og ser det som en ydmygelse, mens andre kvinder er indforstået med (egentlig: nyder!) at blive slået, og for dem er det kun slag, der gør dem ulykkelige, som er i orden.«
Nu er Qaradhawi ikke hr. hvem-som-helst: Han er leder af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning - en selvbestaltet gruppe, der rådgiver muslimer om, hvordan de skal leve i ikke-islamiske lande - har skrevet mange bøger og har i mange år haft sit eget tv-program på al-Jazira, som ifølge en undersøgelse af den svenske religionsforsker Anne Sofie Roald har mange skandinaviske lyttere og seere.
Også den tidligere leder af USA's islamiske selskab, Muzammil Sidiqi, argumenterer for at konflikter mellem ægtefæller skal ordnes i mindelighed, og kun hvis det ikke sker, må manden bruge »lette disciplinære handlinger, der kan korrigere hustruens moralske krænkelser. Men det gælder kun i ekstreme tilfælde og må kun bruges, hvis man(den) er sikker på, at det vil kunne afhjælpe problemet. Hvis der derimod er frygt for, at det kan forværre situationen eller anrette skader for ham og familien, skal han helt undlade det.« Og ganske vist kan kvinder ikke slå igen, som en islamprofessor fra Jordans universitet i Amman påpeger, for det ville være en ulige og unfair kamp for kvinden. Til gengæld kan hun enten gå rettens vej eller få en anden mand - hendes far, bror eller fætter - til at forsvare sig, for »hvis en hustru ønsker, at hendes mand skal have tæsk, så bliver han tævet.«
Fælles for denne gruppe imamer og lærde er altså, at man ikke skal tage anvisningerne i koranen og sharia for bogstaveligt. Selvom det ikke siges direkte, er pointen klar: Det kan godt være, at islam tillader brug af fysisk magt mod en hustru, der ikke opfører sig, som hun skal, men denne "tilladelse" er af ren symbolsk og rituel karakter og har alene til formål at få kvinden til at (gen)finde sin rette plads. Det liberale svar på, hvorvidt man må slå sin kone, bliver således noget i retning af »Ja, det må man godt under bestemte betingelser, men man gør det stort set ikke.« Det står i interessant modsætning til det, der kendetegner vestlige kulturers svar på samme spørgsmål, nemlig: »Nej, det må man ikke, men det sker alligevel.«
Hvad de gode sheiker og imamer glemmer i diskussionen - eller måske ikke ønsker at forholde sig til - er imidlertid, at der rent faktisk er en hel del muslimske mænd der slår deres koner, ganske som der er en hel del ikke-muslimske mænd, der slår deres ikke-muslimske koner.
Det ved vi fra danske krisecentre, der i disse år overbefolkes med kvinder fra etniske minoriteter: I 2003 udgjorde de etniske kvinder 44 pct. på centrene, selvom de kun udgør 8 pct. af befolkningen. De var selvfølgelig ikke alle sammen muslimer - der er f.eks. en stor gruppe vestlige udlændinge - men man regner som tommelfingerregel med, at »halvdelen af de etniske kvinder er familiesammenførte og kommer fra områder, hvor familien typisk lever i storfamilier.«
Desværre findes der, så vidt vides, heller ikke officielle statistikker fra Mellemøsten, der viser, hvor udbredt fænomenet er der, men at det eksisterer, hersker der ingen tvivl om. En Unicef-undersøgelse i 2000 viste f.eks., at 35 pct. af de adspurgte egyptiske kvinder havde været udsat for vold i ægteskabet.
Vold i serier
At hustruvold er en accepteret del af de mellemøstlige samfund, kan man også læse ud af en undersøgelse fra 2003, hvor et privat video-produktionsselskab og en egyptisk kvindeorganisation satte sig for at undersøge, hvordan egyptiske medier fremstiller vold mod kvinder. De bad en analysegruppe af mediefolk og universitetsprofessorer om at undersøge samtlige tv-serier i ramadanen 2002 for voldsscener for at få et billede af fænomenet. Og netop ramadanen er interessant, fordi det er den måned i året, der suverænt har flest tv-seere, for alle kanaler med respekt for sig selv sender drama-serier a la Matador og Krøniken. Egypten er storproducent og -eksportør af arabisksprogede film og serier, så det, der sendes herfra, bliver typisk solgt til andre arabiske tv-kanaler og vist de følgende år i ramadanen, både på de arabiske landes nationale tv-kanaler og på de store arabiske kanaler som al-Jazira og MBC, der ses af mange arabere i Europa.
Og resultatet af undersøgelsen var interessant: Der forekom nemlig voldsscener mod kvinder i alle de 18 undersøgte tv-serier - i 12 af serierne var der tilsammen flere end 500 tilfælde af vold, svarende til gennemsnitligt en eller to voldsscener pr. udsendelse. Volden blev typisk begået af seriernes mandlige hovedpersoner - »dem, som stod seernes hjerte nær,« som undersøgelsen formulerer det. I 42 pct. af voldsscenerne fik kvinderne tæv, i 13 pct. var der tale om seksuelle overgreb og mord, og resten var overfusning af mere verbal art samt seksuel chikane, herunder også afstrafning i form af at formene kvinderne sex.
Interessant var det også at se, hvordan seerne reagerede på voldsscenerne: Produktionsselskabet lavede nemlig sideløbende en dokumentarudsendelse, hvori de interviewede folk på gaden, og her forekom der typisk udtalelser som »kvinder fortjener at blive slået,« »en mand bør slå sin kone, hvis hun gør noget galt,« eller som en kvinde formulerede det, »mænd er grusomme mod deres koner - de burde være mere taknemmelige.«
Tv blandt analfabeter
Selvfølgelig skal serierne ikke forstås som værende et billede på virkeligheden. Pointen er snarere, at undersøgelsen viser, i hvor høj grad vold inden for hjemmet er accepteret som en del af familiemønstret i arabisktalende lande. Og det er et problem, for tv spiller en stor rolle som formidling af normer og værdier, ikke blot i Egypten, der har mange analfabeter, men også blandt arabisksprogede seere i Europa. Det signalerer nemlig, at vold er eller under bestemte betingelser kan være i orden.
Men det forholder selv medievante sheiker som f.eks. Qaradhawi sig slet ikke til - han fastholder blot det principielle syn, at »det er tilladt, men ikke obligatorisk at slå sin kone,« og at »det at slå ikke er godt for alle hustruer, men hensigtsmæssigt for nogle,« for nu at citere ham fra en udsendelse på al-Jazira den 28. november i år.
Tv's rolle i Danmark
Hvor stor en rolle spiller imamerne og deres manglende klare afstandtagen fra den hustruvold, der finder sted blandt muslimer, kunne man med rette spørge. Det har senest været fremme i den danske debat, at unge muslimer i Danmark jo alligevel finder deres egne svar på de problemer, de møder i dagligdagen, uden hensyntagen til imamer og sheikers udlægninger og gode råd om dette og hint.
Det kan meget vel være rigtigt, at imamernes rolle i praksis er begrænset, men samtidig ser det ud til, at både den danske statsminister, religionsforskere og Jyllands-Posten, der for nylig lavede en undersøgelse af, hvor mange tilhængere imamerne har, i deres iver for at marginalisere de danske imamers indflydelse ganske overser den betydning, som islamiske tv-prædikanter og debattører på al-Jazira og andre store arabiske tv-kanaler har på muslimer i vesten.
For arabere i Danmark er globaliserede på samme måde som resten af befolkningen, og når folk som Qaradhawi udtaler sig om hustruvold, homoseksualitet og andre følsomme områder på al-Jazira, lyttes der nøje efter. Og det er slet ikke usædvanligt på disse kanaler at finde danske muslimer, der ringer ind og spørger om råd og vejledning om, hvordan de skal tackle praktiske islamiske spørgsmål, som opstår, når man som muslim lever i ikke-islamiske lande, herunder altså også om det er i orden at slå sin kone.
Når nu hustruvold er et fænomen, der kendes fra alle kulturer og samfundslag, hvorfor så trække specielt islam og muslimerne frem - er det ikke bare igen et eksempel på hetz mod en i forvejen udsat minoritetsgruppe i Danmark?
Svaret herpå er et klart nej, for debatten i det forløbne år har vist, at der stadig ikke i 2004 var nogen klar forkastelse fra imamer og andre islamiske autoriteter, når det kommer til hustruvold, men at det tværtimod er helt legitimt og naturligt at føre en debat om, hvorvidt man må slå sin kone. Og det er bekymrende, ikke mindst fordi det holder en kattelem åben for alle dem, der mener, at det da ikke kan skade at slå sin kone, når nu islam alligevel siger god for det.
|