| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Islam > Da man veg for totalitarismen

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Publisert i Jyllands-Posten 8. januar 2006, indblik, side 4. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.

Af Ralf Pittelkow

Hvis Salman Rushdie havde udgivet sin roman "De sataniske vers" i dagens Danmark, ville han være blevet mødt med voldsom fordømmelse fra kredse i samfundet.

Fordømmelsen ville vel at mærke ikke bare komme fra muslimske imamer og deres følgeskab, sådan som det var tilfældet efter det iranske præstestyres dødsdom over Rushdie i 1989. Andre ville i dag følge trop med angreb på forfatteren:

Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ville tale om »Rushdies pubertetsagtige demonstration af sin ytringsfrihed« i forbindelse med romanens skildring af profeten Muhammed.

Socialdemokratiets tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft ville forarges over »Rushdies barnlige provokationer«. De Radikales tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen ville være helt enig.

22 forhenværende danske ambassadører ville erklære sig »dybt foruroligede« over, at Rushdie »øjensynlig uden nogen konkret anledning« omtalte profetens seksualliv. Noget sådant »er i sig selv en krænkelse af muslimsk tradition«, ville det hedde.

Protesterne mod Rushdie ville få ivrigt medløb fra nogle forfattere og præster og en række medier.

Hvordan kan man vide, at det ville forløbe sådan? Ja, sådan har forløbet været efter JP's offentliggørelse af Muhammed-tegningerne. Og der er ingen forskel på De sataniske vers og JP-tegningerne, når det gælder spørgsmålet om ytringsfrihed.

Salman Rushdie insisterede på, at man ikke kan tilpasse ytringsfriheden i et demokratisk samfund efter, hvilke religiøse regler og forbud islamiske autoriteter udsteder for muslimer. Det samme har JP gjort.

Hvis man kun må skrive og tegne det, som ikke er tabu for ortodoks islam eller andre religiøse dogmer, så ændres vores samfund fundamentalt. Hvis man ikke med alle satirens midler kan komme med krasse kommentarer til brugen af islam som politisk filosofi - herunder tegninger af Muhammed med en bombe på hovedet - så ændres vores demokratiske kultur fundamentalt.

Dette er et spørgsmål om, hvordan vi ønsker, at vores samfund skal fungere. Det har intet at gøre med et ønske om at krænke islam. Muslimske autoriteter vælger selv at udråbe noget til en krænkelse, som slet og ret handler om bærende principper i det samfund, som en del muslimer har valgt at slå sig ned i - nogle af dem på flugt fra regimer, der brutalt knægter disse principper.

Imamernes selvudråbte offerrolle påvirker en del almindelige muslimer. Selv om de måske ikke går så højt op i selve tegningerne af Muhammed, så reagerer de, når de får dem fremstillet som en bevidst krænkelse af muslimer. De forhenværende ambassadører og udenrigsministre med flere har klart båret ved til denne stemning.

De forhenværende ambassadørers anklage mod JP lyder på, at tegningerne af profeten »er i sig selv en krænkelse af muslimsk tradition«. Men i så fald må beskrivelsen af profeten i De sataniske vers også kaldes »en krænkelse af muslimsk tradition«.

Langt de fleste danske røster, som i dag fordømmer JP, tog imidlertid i sin tid parti for Rushdie og ytringsfriheden. Nu kræver de selvcensur af JP. De har med andre ord gennemført et opsigtsvækkende holdningsskift.

Dette holdningsskift har ikke et klap at gøre med seriøse overvejelser om principperne for ytringsfrihed. Forklaringen må søges et andet sted:

Presset fra totalitære islamiske holdninger er stærkere end tidligere, på grund af både indvandringen og situationen i den muslimske verden efter 11. september. Det får nogle kredse til at advare mod for vidtgående brug af ytringsfriheden af frygt for at fornærme muslimske kredse. Det er ikke klogt, som den radikale Elsebeth Gerner Nielsen udtrykte det i gårsdagens avis.

Vi har set det i andre historiske sammenhænge: Når totalitarismen optræder selvbevidst og krævende, begynder nogen at vige i et forsøg på at gøre den tilpas. Det aktuelle forløb leverer en glimrende lille illustration af, hvad det kan føre til:

Imamerne fra Islamisk Trossamfund var på et tidspunkt ved at søge sagen landet - da intet tydede på, at de kunne komme igennem med deres krav over for JP og statsministeren. De foreslog derfor en forsoningsfest.

Men så kom de forhenværende ambassadører og udenrigsministre på banen. Deres støtte til imamernes offerrolle gav Islamisk Trossamfund ny vind i sejlene. Således opmuntret sendte det nye delegationer til Mellemøsten, der var leveringsdygtige i røverhistorier om onde danske anslag mod islam. Over for Fogh og JP er imamerne nu mere ubøjelige end nogen sinde.

Problemet med ambassadørerne og de andre er ikke, at de kritiserer eksempler på en uantagelig tone i debatten. Sådanne eksempler findes uomtvisteligt, og statsministeren tog endnu engang afstand fra dem i sin nytårstale. Problemet er derimod, at kritik af tonen bruges til noget langt mere vidtgående, nemlig at plædere for eftergivenhed og selvcensur.

Karakteristisk nok fremhæver én af ambassadørerne, Niels Ersbøll, Holland som skræmmeeksemplet på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke holder måde med ytringsfriheden. Sagt på en anden måde: Den somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali burde dæmpe sin frihedskamp ned.

De forhenværende ambassadører og udenrigsministre svigter kritiske, frihedssøgende muslimer og giver de mest reaktionære blod på tanden.

Imamerne repræsenterer ikke alle danske muslimer. Det er absurd og farligt at betragte muslimerne som en homogen gruppe. Liberale muslimer begynder da også at røre mere på sig i offentligheden. Senest har Naser Khader og Hadi Khan taget initiativ til et netværk.

Der er hårdt brug for større muslimsk mangfoldighed i debatten, ligesom der er brug for støtte til almindelige unge muslimers stræben efter frihed.

Måske opnår imamerne en vis sejr på kort sigt. Måske har hele balladen for en stund skabt en større forsigtighed med at ytre sig om emner, som er belagt med tabu i den islamiske dogmatik.

Men hvis imamerne har vundet en sådan kortsigtet sejr, så har de betalt en høj pris for den. Med deres forsøg på at mobilisere mellemøstlige diktaturstater mod Danmark har de for altid gjort sig umulige i den danske offentlighed.

Opgaven bliver nu at sikre, at uskyldige muslimer ikke rammes af dette.

Les om Islam på norsk eller engelsk i nettleksikonet  Wikipedia
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00[email protected] © HRS 2002 - 2005