P
| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Islam > Hvad bliver den næste sag?

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Publisert i Berlingske Tidende 16. februar 2006. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.

Af Karen Jespersen

De ortodokse islamiske kredse, der angriber Muhammed-tegningerne, ønsker langt mere vidtgående indskrænkninger i ytringsfriheden. Derfor vil der komme nye situationer, hvor vi vil stå over for valget mellem at vige eller stå fast.

Torsdag aften bragte TV2 en udgave af programmet Dags Dato, der stillede det helt grundlæggende spørgsmål, om danskere og muslimer overhovedet kan leve sammen efter dramaet omkring Muhammed-tegningerne. Jeg deltog selv i programmet og mit svar lød: Selvfølgelig kan vi det. Men det forudsætter, at vi kan finde sammen i et fællesskab, der bygger på de grundlæggende principper om demokrati, ligeværd, personlig selvbestemmelse og ytringsfrihed. Her er vi nødt til at erkende, at betydelige strømninger inden for islam ganske enkelt ikke tilhængere af frihedsrettighederne, sådan som vi kender dem. Det er blevet understreget meget kraftigt af den aktuelle konflikt om Muhammed-tegningerne.

Det bliver sagt, at konflikten generelt handler om, at vi skal have forståelse for andre religioner og kulturer. Men den drejer sig ikke om andre religioner og kulturer i bred almindelighed. Ikke om buddhisme. Ikke om hinduisme. Ikke om kristendommen. Konflikten handler derimod om særlige autoritære strømninger inden for islam. De ytrer sig på forskellige måder.

For det første bygger den ortodokse islam på nogle meget snævre regler for, hvad man må og ikke må. Regler, der ikke kan sættes til debat. For det andet insisterer de ortodokse muslimer meget mere på, at andre også skal respektere disse regler, for ellers er det ærekrænkende for muslimer. For det tredje betyder disse æresbegreber, at man reagerer langt voldsommere end andre på, hvad man oplever som krænkende.

Et eksempel på de autoritære strømninger og begrænsningerne af ytringsfriheden er forbuddet mod at afbillede profeten Muhammed. Især satiriske tegninger bliver betragtet som blasfemi – uanset om det er muslimer eller ikke-muslimer, der er ophavet til tegningerne.

Det er baggrunden for konflikten om Muhammed-tegningerne, der begyndte med, at forfatteren Kåre Bluitgen ikke kunne finde en tegner, der ville illustrere hans bog om islam og profeten Muhammed. Frygten for repressalier var for stor. Senest er dette tema blevet understreget af, at man i Malaysia nu ligefrem vil indføre et sådant billedforbud ved lov.

Holdningen til dette billedforbud er det grundlæggende i striden om Muhammed-tegningerne. Personligt synes jeg, at de konkrete tegninger falder inden for rimelige rammer for ytringsfriheden. Men selv hvis man har forbehold over for en eller flere af tegningerne, er det afgørende, at man insisterer på, at der kan laves satiriske fremstillinger af Muhammed.

Dette er ikke mindst vigtigt at hensyn til det danske samfund. Karakteristisk nok taler kritikerne af tegningerne slet ikke om konsekvenserne for det danske samfund, hvis man viger for autoritære krav i forhold til ytringsfriheden. Denne uvilje mod at diskutere konsekvenser for det danske samfund har også præget disse kredses forhold til udlændingepolitikken.

Begrænsninger i ytringsfriheden rammer helt afgørende kvaliteter ved det danske samfund. Når danskerne notorisk er mere tilfredse og lykkelige og har højere tillid til hinanden end andre befolkninger hænger det i høj grad sammen med de vide rammer for ytringsfrihed, kritisk tænkning og åben samfundsdebat, der eksisterer i det danske samfund.

Frihed og kritisk tænkning er også afgørende faktorer for skabelsen af en dynamisk økonomi. Netop i store dele af den muslimske verden har manglen på frihed været en afgørende bremse på den økonomiske udvikling, sådan som det er fremgået en rapport fra FN’s udviklingsorganisation UNDP.

Kritikerne af tegningerne fremstiller det, som om det bare drejede sig om at give en lille indrømmelse, en undskyldning, i denne enkelte sag. Dette er frygtelig naivt. En sådan indrømmelse ville med stor sikkerhed udløse nye krav ved andre lejligheder. Af to grunde: For det første fordi de protesterende islamiske kredse jo ønsker langt mere vidtgående indskrænkninger i friheden. For det andet fordi disse kredse vil se en indrømmelse som et svaghedstegn og som et udtryk for, at de har haft held med deres voldsomme reaktioner. Sporene skræmmer: Forfølgelsen af forfatteren Salman Rushdie. Mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og dødstruslerne mod somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali. Eksempler på, at muslimsk pres har ført til, at man har tilbagekaldt en bog hist, fjernet et maleri fra et kunstmuseum her, taget en opera af plakaten dér.

Men vigen for autoritære forsøg på at indskrænke ytringsfriheden er ikke kun til skade for det danske samfund. Det er også et svigt af indvandrere, der ønsker en mere fri tilværelse end den, som ortodoks islam giver dem mulighed for. Reelt vil en sådan vigen være en støtte til den sociale kontrol, som udøves af ortodokse kredse i islams navn for at forhindre for vidtgående frihed.

De ortodokse udlægninger af islam har en betydelig gennemslagskraft blandt muslimer. Et skræmmende eksempel er en nylig meningsmåling, der viser, at 21 procent af muslimske indvandrere i Tyskland ikke accepterer, at den tyske grundlov står over Koranen, når det gælder rammerne for samfundet. Her er det helt fundamentale principper for demokrati, der er på spil.

Eksemplet understreger, at der også er stort behov for kritisk tænkning og debat om Koranen. Herunder ikke mindst en afdækning af, at Koranen er et historisk skrift, som er dybt præget af en tid, hvor normerne var aldeles anderledes end i det moderne samfund. Men kritisk forskning i Koranen bliver mødt med mange aggressioner i den muslimske verden. Betyder det så, at man skal afstå fra en sådan forskning, fordi den uomtvisteligt virker krænkende på mange muslimers religiøse følelser?

Logisk set burde kritikerne af Muhammed-tegningerne svarer ja til dette spørgsmål. Så vidt er det dog foreløbig ikke kommet. Men måske ligger her den næste sag, hvor vi skal belæres om, at vi bør undgå en urimelig stejlhed i brugen af vores principper for ytringsfrihed og kritisk tænkning?

Les om Islam på norsk eller engelsk i nettleksikonet  Wikipedia
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00[email protected] © HRS 2002 - 2005