|
 Af RALF PITTELKOW
Det uhyggelige mord på filmmanden Theo van Gogh, som tilskrives en muslimsk ekstremist, har udløst voldsomme og meget forståelige reaktioner af chok og vrede i den hollandske befolkning.
Mordet har alvorligt forværret et i forvejen anspændt klima mellem store dele af befolkningen og muslimske indvandrergrupper, som ofte er dårligt integrerede. Samtidig har diverse ekstremister fået blod på tanden. Modbydelige gengældelsesaktioner med brand og bomber har ramt moskeer og islamiske skoler, hvilket igen har udløst gengældelse mod protestantiske kirker.
De hollandske myndigheder har al mulig grund til at advare mod at lade det offentlige klima i Holland blive stadig mere forpestet og konfrontationssøgende. Hvad det angår, var Theo van Gogh ikke noget eksempel til efterfølgelse. Hans almindelige brug af provokationer i samfundsdebatten indbefattede stærkt generaliserende og meget nedsættende omtale af muslimer. Når debatten i Holland har fået en så eksplosiv karakter, skyldes det nok en særlig kombination af frihed og fortrængninger.
Holland har i årevis lukket øjnene for, at dets velmenende forsøg på at skabe et multikulturelt mønstersamfund var ved at køre helt af sporet. Resultatet er blevet et samfund, hvor fællesskab og sammenhængskraft er gået i opløsning til fordel for etniske parallelsamfund. Men da først erkendelsen af problemerne brød igennem, betød den hollandske frihedstradition, at debatten fik mulighed for at udfolde sig i alle afskygninger.
Til denne frihedstradition hører, at hollandsk tv sendte filmen "Submission" ("Underkastelse"), der førte til mordet på van Gogh. Det skete ud fra den rigtige betragtning, at der var tale om et principielt indlæg i samfundsdebatten om forholdet mellem islam og kvindeundertrykkelse.
I et land som Sverige med en mere autoritær politisk kultur forsøger man stadig at undertrykke den slags konflikter. En tilsvarende svensk film ville slet ikke få adgang til de store medier.
Den danske frihedstradition ligger tæt på den hollandske. Med dette udgangspunkt står vi over for en tredobbelt opgave: Vi skal værne om denne frihedstradition. Vi skal bruge den brede ytringsfrihed til at føre en ærlig debat om alle slags problemer i vores samfund. Men inden for denne ytringsfriheds rammer skal vi gå i rette med dem, som fører debatten på grovkornede generaliseringer og skældsord.
Med god grund har integrationsminister Bertel Haarder understreget, at det store flertal af muslimer i Danmark ikke er fundamentalister og ekstremister. Men når det er slået fast, er der en vigtig debat tilbage, som må føres nøgternt og ærligt. Den blev understreget sidste søndag i TV2s program Dags Dato.
Her diskuterede en gruppe unge, veluddannede muslimske kvinder deres holdning til mordet på Theo van Gogh. Ekstremister kan man på ingen måde kalde dem. Men de kunne ikke mobilisere nogen særlig forargelse eller fordømmelse over, at en mand var blevet slået ihjel for at have gjort brug af sin ytringsfrihed.
Snarere var der en stemning af, at han selv havde bedt om det. Lige så ringe forståelse var der for deres medsøster, den somalisk-hollandske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali, der har skrevet manuskript til van Goghs film og nu er gået under jorden.
Omtalen af hende var hånligt afvisende, og enkelte af deltagerne mente, at hun ikke havde ret til at gå i fred på gaden, når hun omtalte islam, som hun gjorde. Andre reaktioner falder inden for samme mønster. På et lukket forum på Internettet sagde den muslimske samfundsdebattør Omar Shah "gudskelov" til mordet på van Gogh og udtrykte ønsket om, at Allah ville give hans såkaldte morder tålmodighed i svære tider. Imam Fatih Alev, der er ansvarlig for dette internetforum, var "irriteret" over, at medierne omtalte sagen.
Disse reaktioner er forbundet med mere eller mindre klart formulerede ønsker om en indskrænkning i ytringsfriheden, som den hidtil har været praktiseret herhjemme. På den måde vil man ad rettens vej ramme debatindlæg, der virker krænkende på i dette tilfælde muslimers følelser.
I Dags Dato blev et lignende synspunkt fremført af Tanwir Ahmad, borgerrepræsentant i København for De Radikale - partiet, der blev stiftet af den frygtløse forkæmper for ytringsfriheden, Viggo Hørup.
Man kan vel kalde det et forsøg på at bringe os tilbage til fortidens blasfemi-lovgivning, blot i en langt mere vidtgående form. Mere vidtgående, fordi islam som bekendt også udstikker retningslinjer for samfundets indretning. En samfundsdebat kan derfor meget let blive betragtet som en religiøs fornærmelse.
Hverken de unge kvinder i Dags Dato, Omar Shah, Fatih Alev eller Tanwir Ahmad har mig bekendt med ekstremistiske aktiviteter at gøre. Men de illustrerer det problem, der opstår, når man i debatten samler alle, som ikke er "ekstremister", under den fælles betegnelse "moderate".
Det er på tide, at man erkender, at der bag det svømmende begreb "moderate" gemmer sig muslimer med vidt forskellige værdier og holdninger til de store samfundsspørgsmål. Vi ser i øvrigt det samme på internationalt plan.
Der er muslimer, som er engagerede i forsvaret for den danske frihedstradition. I Dags Dato var de fornemt repræsenteret af samfundsdebattøren Mohammad Rafiq.
Men debatten om mordet på Theo van Gogh demonstrerer, at andre muslimer af et ærligt hjerte har en fundamentalt anden holdning. Dette afspejler kultur- og værdiforskelle, som enhver nøgtern og ærlig debat om indvandring og integration må forholde sig til. For at sige det lige ud:
Er sandheden ikke, at muslimske indvandreres modstand mod vores form for ytringsfrihed rækker langt ud over ekstremisternes rækker?
|