| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Menneskerettigheter > Likestilling > Feministernes fatale søstersvigt

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no


Af Per Michael Jespersen og Adam Holm

Den traditionelle kvindebevegelse går hånd i hånd med imamer og konservative muslimer i synet på islams kvindediskrimination, siger den norske feminist og journalist Hege Storhaug , som har skabt en rasende debat i sit hjemland.
Er det progressivt og feministisk at bekempe muslimske traditioner?

Ja, det bør da være lige så progressivt og feministisk at bekæmpe undertrykkende muslimske traditioner som alle andre former for undertrykkelse. Hvorfor skulle man skelne? Når flertallet af praktiserende muslimer ikke ønsker politisk, social og økonomisk ligestilling mellem kønnene, bliver man da nødt til at bekæmpe de undertrykkende elementer i islam for at befæste de feministiske rettigheder. Det betyder naturligvis ikke, at vi i Human Rights Service er imod muslimer. Tværtimod, det er en fælles kamp for alle, som vil kæmpe for at bevare demokratiet og velfærdsstaten. Der findes muslimer hos os, som går imod sharia og slør uden derfor at forlade islam.

Det virker pudsigt, at du og din meningsfælle Rita Karlsen som feminister hylder den danske regering. Bertel Haarder er jo ikke ligefrem en udpræget feminist?

Nej, og det har vi også påpeget: Det må mane til eftertanke hos både dagens og gårsdagens feminister, at de politiske kræfter som aldrig har 'ligget i feminismens seng' faktisk viser sig at være de bedste feminister inden for integrationsområdet. Hvor er de selverklærede feminister i denne problematik? For os hænger det sammen på en temmelig enkel måde: Vi bakker op om den politik, som fremmer de demokratiet, nemlig ligeværd mellem mennesker, ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed og religionsfrihed.

Hvori består de kønsundertrykkende elementer i islam?

I islam står lydighedspligten meget centralt. Kvinden skal adlyde manden i et og alt, hvis han ellers opfylder sin religiøse pligt, som er at forsørge og beskytte hende. Det kønsundertrykkende element er særlig fremtrædende i forhold til adskillelsen af mænd og kvinder i det offentlige rum. Dertil kommer, at kvinden har begrænsede arve- og skilsmisserettigheder, begrænsede rettigheder i forhold til forældreskab ved skilsmisse, en mands vidneudsagn svarer til to kvinders og kvinderne har i øvrigt meget vanskeligt ved at indtage nogen plads i det religiøse liv.

Har I forsøgt at skabe et samarbejde med kvindebevægelsen?

Ja, men vi oplever, at den traditionelle kvindebevægelse er reaktionær, når det gælder minoritetskvinder. Ofte ser vi, at kvindebevægelsen går hånd i hånd med imamernes og konservative talspersoner inden for en række områder.

Har kvindebevægelsen svigtet?

Den mere traditionelle kvindebevægelse har svigtet med en naiv og misforstået tolerance over for religiøse kulturer, som bygger på kollektivistiske og stærkt patriarkalske værdier.
Det kan ikke nytte at henvise til, at minoritetskvinderne må kæmpe deres egen kamp indefra, og at 'vi må respektere deres tradition og kultur' osv. Havde vi eksempelvis afdækket en sekt i Danmark, som skar højre arm af kvinder, ville der ikke blive vist tolerance. I dag får små piger skåret klitoris af, og så tillader nogen sig at tale om 'kultur'!

Risikerer I ikke at bære ved til det fremmedfjendske bål?

At respektere andres valg og værdier står stærkt i den vesteuropæiske tradition. Spørgsmålet er: Hvad er fremmedfjendtlighed? Hvori består det humane i at lukke øjne og ører for systematisk diskriminering af enkelte sårbare grupper, sådan som man kan se det i nogle muslimers familiemønstre, hvor piger ikke får lov at deltage på lige fod med jævnaldrende i gymnastik og svømning, fordi det er 'uanstændigt'? Skal vi undlade at diskutere det udelukkende, fordi det er 'dem', som gør det? Der er god grund til også at pege på det kvindefjendske bål, som breder sig ud over Europa, det voksende had mod jøder og konservative muslimske lederes nedladende syn på både kristne og demokratiet.

Men kan kampen mod de reaktionære dele af islam ikke nemt slå over i racisme og fremmedhad?

Kampen mod de reaktionære kræfter i islam, og i øvrigt al anden religion, er det modsatte af racisme og fremmedhad. Vi går ind for assimilation knyttet til demokratiets grundlæggende værdier. Disse umistelige værdier må gælde for alle. De må aldrig blive genstand for forhandling! Fremmedhad og racisme står desuden stærkere i de nye udemokratiske befolkningsgrupper end i Vesten generelt. Had og undertrykkelse er jo netop det kendetegnende for lande, hvor demokratiet er fraværende.

Har moderate muslimer brug for alliancer?

Hvis 'moderate muslimer' betegner muslimer, som går imod sharia og kvindediskrimination, så er svaret 'ja'. De vigtigste alliancer for muslimer er demokrater og feminister. Det er alene demokratiet, som kan sikre stabilitet og respekt for menneskerettigheder på sigt, hvilket i stor stil er fraværende i den muslimske verden.

Hvori består jeres fascination af Bertel Haarder?

Han ønsker, så vidt jeg kan vurdere, at foretage en reel integration, men det er hårdt arbejde på grund af de 20-30 års politisk blindhed, hvor man regnede med at integrationen automatisk ville finde sted. Holdningen var, at alle, som kom herop, havde det som deres største ønske at blive demokrater og bakke op om velfærdsstaten og dens principper. Det er denne temmelig naive tankegang, som Haarder er i færd med at gøre op med.Vi har oplevet en stærk stigning i antallet af indvandrere de seneste år. Hvis ikke vi lykkes med integrationen, risikerer vi at skabe nye underklasser. Her ligger vi i øvrigt helt på linje med Karen Jespersen , hvis synspunkter i bogen 'Til støtte for Fatima' burde være grunddoktrin for alle Europas socialdemokrater. Kan man ikke fra samfundets side klare at opretholde en høj indvandringsandel og samtidig skabe en fornuftig integration, så er det mest fornuftigt at prioritere integrationen af dem som allerede befinder sig i vores lande. Det må ikke mindst være i indvandrernes egen interesse.

Handler integration ikke først og fremmest om at give indvandrerne adgang til arbejdsmarkedet?

Arbejdet er vigtigt, men det må da væ¦re mindst lige så vigtigt at blive integreret i demokratiets og velfærdsstatens grundværdier. Desuden har integrationen på arbejdsmarkedet først og fremmest lagt vægt på at få manden i arbejde, så han kan forsørge familien. Resultatet er, at kvinderne har gået hjemme, ofte uden at lære dansk og kunne indsluses i demokratiet, samtidig med at de har skullet tage hånd om opdragelsen af børnene. Det betyder eksempelvis, at mange børn af flygtninge og indvandrere begynder i skole uden at kunne deres nye sprog ordentlig. Hvis man sørger for at integrere moderen, er to tredjedele af jobbet gjort.

Den danske regerings initiativer har primært handlet om at begrænse indvandringen gennem stramninger. Men når det gælder integrationsindsatsen, går det jo ikke særligt godt, hvilket Haarder også har erkendt. Fortjener han overhovedet jeres ros?

30 års efterslæb kan næppe forventes løst på et par år. I den forbindelse er det afgørende også at efterlyse et engagement fra indvandrerne. I Norge har vi i den seneste tid hørt fra forskellige talspersoner, at de ikke vil lade sig integrere. De mener, at de har ret til at udøve deres identitet, uden at nogen skal diktere dem, hvad som er rigtig eller forkert. I denne sammenhæng bliver ordet 'inkludering' ofte fremhævet: indvandrerne skal inkluderes i samfundet på deres egne præmisser, altså på partriarkatets præmisser. Til det vil jeg sige: Alle i samfundet har de samme rettigheder og pligter. Hvad den enkelte spiser og drikker, eller hvordan voksne vedkommende klæder sig, er egentlig uinteressant. Men hvis samfundet skal til at indrette bederum offentlige steder eller afvise, at sikre muslimske kvinder religiøs skilsmisse, så bryder vi de præmisser, som er så vigtige for os.

Jeres ros til Danmark ligger jo langt fra de mange udenlandske kritikere, der mener, at Danmark hører til et af de mest diskriminerende og lukkede lande i Europa?

Det mest interessante er jo, hvorfor kritikerne mener, at Danmark er et af de mest diskriminerende og lukkede lande. Kan dette overhovedet dokumenteres, eller er det bare ved at blive en befæstet myte? Kan de samme kritikerne henvise til vellykket integration ud fra eget ståsted? Den dag et sådant eksempel viser sig, er vi lutter øren! Vores bekymring handler om, at integrationen ikke er blevet taget tilstrækkeligt alvorligt, og at stadig større grupper i Europa dermed ikke vises respekt, og i tilgift frarøves grundlæggende rettigheder.

FN-organer som Kvinde- og Torturkomitéen giver udtryk for stigende bekymring over forholdene for indvandrere og flygtninge i Danmark?

Hvis man som den danske regering kræver, at alle borgere i landet skal underlægges og tildeles de samme love, rettigheder og pligter, kan det vanskeligt være racistisk eller diskriminerende. FN-organerne burde da være langt mere bekymret over, at stadig større grupper i Europa lever uden for demokratiet og frarøves sine menneskerettigheder. Men der er da ingen tvivl om, at det kan være særdeles hårdt at komme til et samfund, som på mange måder står for alt det modsatte af det, man kender til hjemmefra. Det gælder om at finde en balance.

Bør I ikke vente med at rose den danske regering, til integrationen lykkes?

Integrationen haster Europa over. Det er kun Danmark, som har taget det første store skridt, og det skridt mener vi, at andre lande også bør tage. Haarders politik vil få positive resultater, men det vil tage mange år, før de bliver synlige, fordi man ikke sådan fra den ene dag til den anden, kan få folk til at omstille sig til at respektere diametralt modsatte værdier i forhold til dem, de er vant til. Tag eksempelvis kampen mod arrangerede ægteskaber. Inden for kulturer med arrangerede ægteskaber har vi set, hvordan denne udemokratiske og kønsfascistiske tradition er blevet benyttet som en mulighed for at skaffe sig visum til Vesten. Det er i og for sig forståeligt nok, eftersom verdens fordeling af rigdomme og ressourcer er dybt uretfærdig, men det ændrer ikke ved, at vi ikke som moderne samfund skal acceptere, at unge mennesker bliver gjort til handelsvarer i en misforstået tolerance over for de 'fremmede' ægteskabstraditioner. Danmark er den første stat, som konstruktivt prøver på at løse denne svært uværdige tilstand. Men skulle de danske politikere vise sig at have en skjult dagsorden, vil vi helt sikkert være blandt de første til at kritisere dem!

[email protected]

[email protected]
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005