| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Norske barn i utlandet > Sentrale debatter > B.T. - saken > Otte af mine venner sendt på genopdragelse

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Av Børsting og Jessen

"Er der virkelig ikke mere end 5.000 på genopdragelse nu?"
19-årige Hamed kender alt til genopdragelsestrafikken mellem Danmark og invandrerlande, og han er slet ikke forbavset over antallet, da B.T. møder han i det sociale boligkvarter Rønnebærhaven i Roskilde på en helt almindelig hverdag.

Flere av Hameds venner har som helt små været en tur nede hos familien for å blive "rettet af", som han siger. Og han kender piger, der er blivet sendt af sted med ét eneste formål: De skal droppe deres planer om uddannelse. De skal lære at være gode muslimer og tilpasse sig rollen som hjemmegående koner, der kan lave mad og passe børn.

Kender otte-ni stykker
"Når vi render rundt herude i kvartalet, er det helt normalt, at vi taler om, at den dreng og den pige er sendt af sted på genopdragelse. Jeg kender i hvert fald otte-ni stykker, der har vært af sted. Det er helt normalt i invandrermiljøer. Jeg kender tyrkere, irakere, somaliere og libanesere, der har været væk i flere år. Tag ud i et hvilket som helst boligkvarter i Danmark med mange invandrere, og de vil sige det samme. Genopdragelsesrejser er meget utbredt," forklarer Hamed. Han er selv politisk flygtning fra Iran, og sammen med sin mor, far og storebror flygtet han fra præstestyret op til firheden i Danmark i 1992. Nu læser han til tandlæge ligesom sin storebror, og han fatter ikke, hvordan invandrerforældre kan få sig selv til at sende ders børn langt væk fra Danmark.

Børnene bliver ødelagt
"Jeg kan slet ikke forstå forældrene. Opholdet ødelægger jo børnene. Det er ikke så slemt for drengene. De kan klare lidt mere end pigerne, og faktisk kender jeg en fyr, der er blevet så bange for å lave kriminalitet efter en genopdragelsestur i Tyrkiet, at han er holdt helt op. Men jeg kender også en irakisk dreng, der ikke er kommet hjem endnu. Han har været væk i flere år, og når man spørger han forældre, hvor han er henne, så svarer de bare, at "det skal du ikke bekymre dig om, Hamed". Min ven er ikke noget rart sted nu. Det er helt sikkert," siger Hamed, der alligevel har mest ondt av pigerne.

"Pigerne er de største ofre i det her spil. De kan blive sendt af sted, fordi de ikke gider at gå med tørklæde, eller fordi de selv vil bestemme, hvem de vil giftes med. Når de så kommer hjem, så tør de ikke lave oprør mod forældrene, fordi de er bange for at blive sendt tilbage. Det er jo helt forkert. Man er jo ikke noget i Danmark uden en uddannelse, og når først pigerne kommer fra genopdragelse, vender de aldrig tilbage til skolebøgerne. De er tabt på gulvet. Det er frygteligt."
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005