| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Vold og overgrep > Da blodpenge kom til ære og værdighed

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no


Af Karen Jespersen

Krav om blodpenge og ”fredsaftaler” strider mod retssamfundets principper. Alligevel er røster, der tager disse krav i forsvar.


I den seneste uge har der været voldsomme begivenheder blandt indvandrere på Nørrebro i København. En Karen Jespersengruppe mænd med indvandrerbaggrund gik til angreb på en dørmand ved café Rust på Nørrebro i København – tilsyneladende med det formål at straffe ham for noget han har gjort mod dem eller mod andre. Dørmanden, der var bevæbnet, reagerede ved at skyde imod sine angribere. Han dræbte én og sårede en anden – i øvrigt to brødre fra en større familie, der ifølge politiet er kendt for hård kriminalitet. Den sårede mand, der var anholdt af politiet, blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han imidlertid blev befriet af en større gruppe mænd.

Dørmanden og hans familie – selv de brødre der bor i Sverige – var tilsyneladende i alvorlig fare for at blive slået ihjel af den dræbtes familie. I et forsøg på at forhindre dette foreslog imam Abu Laban at gøre som Koranen foreskriver: Dørmandens familie skal betale en slags erstatning til den dræbtes familie, de såkaldte blodpenge. Det blev dog ikke til noget. I stedet for er der nu indgået en handel, hvor dørmanden og hans familie accepterer at forlade København for altid, mens den dræbtes familie afstår fra hævn – den såkaldte fredsaftale.

Disse begivenheder på Nørrebro handler ikke bare om en gruppe mennesker, der tilfældigvis er kommet i klammeri med hinanden. Det er en sag, der meget klart illustrerer nogle af de store spørgsmål i indvandrerdebatten: Parallelsamfund. Kulturens betydning. Integration. Værdier.

Udtrykket parallelsamfund dækker over det forhold, at mange indvandrere i Danmark lever i deres egen verden. De identificerer sig ikke med det danske samfund og dets grundlæggende normer og værdier. De orienterer sig i langt højere grad mod deres oprindelsesland og det muslimske fællesskab. Deres normer og værdier er stærkt præget af de førmoderne og ofte muslimske samfund, de kommer fra. Det er samfund hvor der ikke er en retsstat, men hvor man selv må løse sine konflikter. Begreber som familiens ære og hævn spiller en stor rolle i den måde konflikterne løses på. Alt sammen i direkte modstrid med et retssamfund.

De involverede indvandrere på Nørrebro, der selv vil regulere deres stridigheder med familiefejder, blodpenge og fredsaftaler er eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis parallelsamfundene får lov til at udvikle sig.

Dette rammer dermed også en pæl igennem den ofte fremførte påstand om, at problemerne med integration alene skyldes sociale forskelle og ikke har noget med kulturforskelle at gøre. Men integrationsproblemerne er både sociale og kulturelle, og de spiller sammen:

Parallelsamfundene, hvor mange indvandrere lever efter hjemlandets normer, skaber kulturelle barrierer, der fører til social isolation. Det bliver sværere at få en uddannelse og et arbejde, fordi man ikke kender sproget og adfærden godt nok. Det skubber i retning af, at man i endnu højere grad forskanser sig i det etniske miljø. Både de kulturelle og de sociale forhold fører dermed til endnu mere social udstødelse og øger risikoen for kriminalitet. På den måde hænger det sociale og kulturelle sammen. Og derfor kommer man ikke de sociale problemer til livs, hvis man ikke tager fat i kulturforskellene.

For det tredje sætter begivenhederne på Nørrebro fokus på, hvad man skal forstå ved integration. Integration betyder selvfølgelig ikke, at vi alle skal være ens, der er plads til masser af forskelle. Men integration handler om, at man er fælles om samfundets grundværdier. Det er forudsætningen for den sammenhængskraft, der kendetegner vores samfund. Hvis vi accepterer, at værdier som strider imod demokrati, ligestilling og retsprincipper breder sig, så skaber vi opløsningstendenser i et samfund, der ellers har nogle store kvaliteter i kraft af, at det hænger godt sammen.

Det kan meget vel være at Abu Laban med sit forslag om blodpenge har troet, at her kunne han yde et bidrag til, at tingene ikke kørte op. Derfor handler det ikke om at gøre ham til skurk på grund af hans forslag. Men kendsgerningen er, at disse forslag bygger på kulturnormer, der er helt uacceptable i et samfund som vores. Når det gælder de grundværdier, som er involveret her, må vi ikke vige en tomme.

Desværre er der mennesker, som netop viger og bortforklarer, hvad blodpengene og fredsaftalen drejer sig om. Således har dagbladet Politiken og dets chefredaktør, Tøger Seidenfaden, taget Abu Labans forslag om blodpenge i forsvar (Politiken 7.6): Det er ikke noget parallelt system men et supplement ligesom den konfliktmægling, vi allerede kender, lyder argumentationen. Men det er helt ude i hampen. Konfliktmægling er fuldstændig frivillig og foregår inden for retssystemets rammer. Alle der ønsker det, kan få deres sag afgjort ved en domstol. Dørmanden derimod handler under trusler på livet, og overvejelserne om blodpenge og fredsaftale foregår helt uden om retsvæsnet. I realiteten viser begivenhederne, at der er kræfter blandt indvandrere, der er så stærke, at de helt åbent kan tvinge dørmanden og hans familie til at forlade København, uden at nogen kan gøre noget. Forhandlinger om vilkårene for at forlade byen og om blodpenge foregår også helt åbent med Det Islamiske Trossamfund som forhandler. Selv om eksperter siger, det er ulovligt, så gør myndighederne ikke tegn til at reagere. Hvad bliver det næste? At blodpenge kan trækkes fra i skat eller beskattes hos modtageren?

Der er andre lande, hvor tendensen til parallelsamfund med helt andre samfundsnormer er blevet endnu stærkere. Det ønsker det store flertal herhjemme under ingen omstændigheder. Blodpenge er ikke noget der skal til ære og værdighed i Danmark.

[email protected]
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005