|
Af Helle Merete Brix, journalist og forfatter
For nylig gæstede prædikanten Tariq Ramadan Danmark. I danske aviser som Politiken og Jyllandposten får han stadig lov at stå som repræsentant for en "europæisk" islam og som brobygger mellem islam og Vesten. Men i Frankrig er kritikken af Ramadan stærk, ikke mindst fra mennesker med muslimsk baggrund.
Et eksempel på en sådan organisation, der for længst har gennemskuet "Ramadan-prædikanterne" som forklædte fundamentalister er organisationen AIME (D`Ailleurs ou d`Ici Mais Ensemble - Andetsteds eller Her Men Sammen). (1) Organisationen har den tunesisk-fødte billedkunstner og forfatter Samia Labidi som præsident, og for nylig mødte jeg Labidi i hendes hjem i det centrale Paris. Labidi har gennem sin familie og sin brors rekruttering til et terrornetværk på egen hånd oplevet islamismens uhyrligheder.
AIME har sekularitet som et nøglebegreb og ønsker at være talerør for sekulære muslimer, kulturmuslimer både fra muslimske lande og Europa. "Den tavse majoritet", som Labidi kalder dem, de mennesker med muslimsk baggrund, der ikke kommer til orde i medierne, og som er bange for at tale islamisterne imod af frygt for intimidering.
AIME taler åbent om islams problematiske sider, om synet på for eksempel homoseksuelle og kvindens stilling og man har for nylig protesteret over Canadas ønske om at indføre sharialove i visse provinser. AIME udgiver også tidsskriftet Electrochok, der udkommer også i muslimske lande som Marokko og Tunesien. Samtidig er AIME en del af et international netværk af organisationer, der har som formål at bekæmpe den politiske islam, islamismen. (2)
Initiativet til en sådan paraplyorganisation blev taget sidste efterår, da AIME og Labidi arrangerede konferencen "Islam contre islam" (islam mod islam) i Paris med deltagelse af sekulære muslimer fra bl.a. Irak, Pakistan og Frankrig. Her var et hovedtema, at man kan være født som muslim men vælge ateismen. (3)
En af talerne var Labidis bror Karim. Som ung blev Karim Labidi indrulleret i et iransk terror-netværk. Det har Samia Labidi skrevet en bemærkelsesværdig bog om. (4) I dag arbejder Karim sammen med Samia i AIME og på den pågældende konference holdt han oplæg om begrebet "taqyaa", der betyder forstillelse og er uhyre brugt blandt ikke mindst islamister i Europa. (5) Altså, man har én dagsorden udadtil over for ikke-muslimer og én dagsorden indadtil over for ens muslimske netværk.
Labidis egen historie begyndte med at hun som så mange nyfødte muslimske piger fik hvisket ind i sine ører at "Der er ingen anden Gud end Allah og Muhammed er hans profet". Det miljø, Labidi voksede op i Tunesien var ganske liberalt, hvad religionen angik, men samtidig traditionelt. Sit barndomshjem har hun i sit bidrag til den i dag verdensberømte forfatter Ibn Warraqs bog om Frafaldne muslimer beskrevet under titlen "Et tunesisk mareridt" som et hus regeret "indeni af kvinder og udefra af mænd". (6) Men begge Labidis forældre opmuntrede deres døtre til at uddanne sig.
I dag konkluderer Labidi, at det kun er mænd, der profiterer af religionen og at Gud findes inden i alle mennesker og ikke i de etablerede religioner. Hun spidder også den typiske tunesiske mand: "Den tunesiske mand viser en åben og moderne personlighed udadtil, han er i kontakt med den civiliserede verden; han viser det absolut modsatte indadtil i familien, hvor han skal bevare sit image og sin næsten bestialske dominans".
Tunesien er, som Labidi understreger, alligevel et lyspunkt i den muslimske verden. Polygamiet er forbudt, og kvinden er langt bedre stillet hvad skilsmisse angår end i øvrige muslimske lande. Det er i øvrigt heller ikke tilladt kvinder at bære slør eller hovedtørklæde, hvis de arbejder inden for den offfentlige administration.
Vendepunktet for Labidi selv kom, da islamismen i midten af 70erne, hvor hun var en halvstor pige, penetrerede familien. En ægtemand til en af hendes søstre blev indrulleret i den militære fraktion af den islamiske bevægelse El Nahda (Renæssance). Han så det som sin opgave at tage kontrol over familien, han fandt ægtemænd til de øvrige søstre og fik brødrene indskrevet på militære skoler. Labidis far genoplevede sin status som patriark og enhver diskussion i familien udviklede sig til en diskussion om "den sande islam".
Enden på de nye forhold i familien blev at Labidis mor til sidst bad om skilsmisse. Labidi selv har beskrevet følelsen af at hendes sind "gradvist blev steriliseret" og at hun ikke længere var i stand til at have adgang til den frie tanke. Alt drejede sig om at underkaste sig Gud og Muhammed.
Og kvindens stilling blev kun forværret. Labidi understreger, at islamisterne ofte lokker kvinder fra traditionelle muslimske miljøer med løfter om at "den sande islam" forbedrer kvindens status. Som 18-årig, efter at have gået tildækket i 7 år, besluttede Labidi sig for at hun nu havde kendt både traditionel islam og "sand islam", altså islamismen. Og at ingen af disse to former for islam var noget, hun brød sig om. Hun rejste til Frankrig og sluttede sig til sin mor, der havde slået sig ned i Paris.
I 1989 gik det op for Labidi og den øvrige familie at broderen Karim var indrulleret i et iransk terrornetværk. Karim var blevet rekrutteret fra i det Iranske Kulturcenter i Paris. (7) Hans hyppige rejser var ikke, fandt familien ud af, et udtryk for en videbegærlig ung mands nysgerrighed over for verden. Han rejste som kurér for organisationen El Khat El Rissali. Mens Samia levede et helt moderne liv i Paris med universitetsstudier og studenterjobs, med at stå på ski og windsurfe, modtog Karim træning i at slå uskyldige ihjel.
Karim besluttede sig i tide for at denne morderiske bevægelse ikke var udtryk for den spiritualitet han søgte og han forlod bevægelsen. Han er derfor sluppet for langvarig fængselsstraf. Men han og Samia besluttede sig for at hans historie var vigtig, også for om muligt at forhindre at andre unge, identitetssøgende unge muslimske mænd begiver sig ud på denne dødsrejse.
Labidi taler åbent om islamismen, den politiske islam som "international og katastrofal". Hun går også så vidt som til at tale om en "kolonisering af de skandinaviske lande", hvad angår de islamistiske netværk. Hun taler åbent om kvindens rolle inden for islamismen, som fødemaskine for "fremtidens soldater".
Labidi mener også, at AIME har en vigtig rolle at spille med hensyn til at imødegå islamisternes beskyldninger om at det er Vesten, der angriber islam og det er Vesten, der hader muslimerne. Det er vanskeligere at beskylde en organisation som AIME for racisme og fremmedhad. AIME har også et godt samarbejde med de oprigtigt sekulære venstrefløjsorganisationer og visse jødiske organisationer. Men med et begrænset budget:
-De franske autoriteter foretrækker stadig at give penge til islamisterne, fremfor de sekulære organisationer. Det er utroligt. Islamisterne er ikke løsningen, de er problemet.
Samia Labidi talte 19. november på Trykkefrihedsselskabets konference om islam og ytringsfrihed i Landstingssalen på Christiansborg i København
Noter:
1. Se www.assoaime.net
2. Se www.icapi.org
3. Konferencenbidragene er samlet i Prochoix nr. 31, efteråret 2004: On peut "naître musulman" et choisir d`être athée (man kan være født som muslim og vælge at være ateist"
4. Samia Labidi: Karim, Mon Frère. Ex-Intégriste et Terroriste (Flammarion, Paris, 1997)
5. Blandt andet Caroline Fourests bog om Tariq Ramadan "Frère Tariq" som jeg tidligere har omtalt her på hjemmesiden giver eksempler på Tariq Ramadans forskellige diskurs alt efter om prædikanten taler til muslimer eller ikke-muslimer.
6. Samia Labidi: A nightmare in Tunisia (Leaving Islam - apostates speak out. Edited by Ibn Warraq. Prometheus Books, 2003, New York)
7. Det iranske kulturcenter betalte også "slørpenge" til fransk-muslimske kvinder, der indvillegede i at bære hovedtørklæde. Oplysningen findes i Amir Taheris bog "Holy Terror", tidligere omtalt her på hjemmesiden af mig.
Publisert som "Et tunesisk mareridt og Europas kulturmuslimer", 23. november 2005,
Human Rights Service ©
|